DSC 0169-700px

En skjult kirkegård både i Jørlunde og Køge

Af Ole Bjørn Andersen

Som grafiker på efterløn gik jeg op på Ølstykke Lokalarkiv og spurgte, om de ikke havde brug for sådan en som mig. De tog pænt imod mig, og sådan blev jeg frivillig på arkivet. Da arkivet er tæt forbundet med Skenkelsø Møllemuseum, fik jeg også tilknytning dertil. På den måde mødte jeg Kaj Frandsen, og her starter historien.

Kaj er en meget aktiv mand på møllen, som bad mig tage med som fotograf på en fototur i vores lokalområde. Vi kom godt rundt til steder, jeg havde set i forvejen, men ikke vidste ret meget om. Kaj havde dog også en overraskelse til mig.

Vi kørte fra Ølstykke til Jørlunde og drejede til venstre mod Sundbylille. Kort efter er en lille vej atter til venstre med navnet Søgårdsvej. Ikke ret langt nede af vejen ligger Højskolegården. Den havde jeg heller ikke hørt om før, men her stillede vi bilen. Vi gik til højre ad en lille græsbeklædt sti, og fandt en gammel faldefærdig egetræslåge. Den er nu restaureret. Inde bag denne ligger en kirkegård med gravstene af forskellig størrelse. Den yngste af dem var fra 1963. Her skabte Kaj min nysgerrighed.

Der har tæt ved ligget en valgmenighedskirke, der blev indviet i 1887 og nedrevet sidst i tresserne. Til kirken var der så denne kirkegård.

Den mest spændende gravsten er opretstående og sat over valgmenighedens grundlægger, gårdejer Jens Svendsen fra Gersholm i Sundbylille. Den er monteret med et bronzerelief, så den er nemt genkendelig. Ved foden af bakken, vi stod på, er en anden stor sten rejst over Albrekt Albrektsen, som var forstander for højskolen i 18 år. På stenen kan man på teksten se, at Albrektsen var meget afholdt.

Går man tilbage samme vej man kom ind, nemlig ad den gamle låge, ser man resterne af højskolen. Den var grundtvigiansk, og købt af Morten Pontoppidan og oprettet til højskole i 1880. Bygningen kan kendes på tre kirkeagtige vinduer i gavlen, hvor ruderne desværre er erstattet af spånplader, og resten ikke særlig velholdt. Morten Pontoppidan var dansk forfatter, præst og som sagt højskolemand. Han var bror til Henrik og Knud Pontoppidan.

Valgmenighedskirken findes jo ikke mere. Altertavlen er dog bevaret. Den hænger i Ullerød kirke ved Hillerød, hvor Frederiksborg valgmenighed holder til. Jørlunde valgmenighed blev ophævet i 1969 som selvstændig menighed og kirken revet ned, så Jørlundes altertavle "Julenat", malet af Niels Skovgaard, blev overgivet til kirken i Ullerød.

 Det var Grundtvigs tanker og ideer der stod bag Jørlunde valgmenighedskirke og højskole. Nikolai Frederik Severin Grundtvig var en nytænker indenfor religionen. Han var teolog og har skrevet et hav af bøger og salmer. Han lagde sig ud med præstestanden, som fandt ham hovmodig i sit syn på deres kirkehandlinger. Han blev flere gange valgt ind i rigsdagen, men vi kender ham først og fremmest som salmedigter. Han blev præst i Vartov i København. Her kan man finde alle hans bøger, og her har alle grundtvigske foreninger kontorer. Han døde i 1872 og ligger begravet på en lille kirkegård på Køge Ås. 

Historien om Claras Kirkegård og Grundtvigs Grav på Køge Ås er sådan:

En mørk dag lige efter jul i 1852 døde en meget ung kvinde, hun blev kun 30 år. Hun hed Clara, og var gift med Hans Carlsen, der ejede Gammelkjøgegaard. Clara havde altid ønsket at få lov at blive begravet på en bakke ude i naturen helst med udsigt over havet. Dengang kunne man se Køge Bugt fra Køge Ås. Udsigten er i dag skjult af træer. 

Hendes mand fik derfor lov til at anlægge en privat kirkegård på stedet. Den blev indviet af Grundtvig, som dengang var gift med Hans Carlsens søster Ane Marie Elise. Hun døde 1854 og lagdes i krypten på kirkegården. Kirkegården hedder altså Claras Kirkegård, fordi den har fået navn efter Clara Carlsen. Grundtvig blev i 1858 gift med Claras niece Asta Krag-Juel-Vind-Frijs. Hun var Grundtvigs 3. hustru på 32, mens han var 75 år gammel. Asta blev også senere begravet på kirkegården.

Grundtvig selv blev en rigtig gammel mand, han blev 87 år. Da han blev begravet, blev hans kiste kørt i særtog fra København til Køge, sammen med hundredvis af mennesker, der var med ude til begravelsen på Åsen. For Grundtvig var en af de mest kendte folk i Danmark dengang.

Efter min beskrivelse kan enhver interesseret tage på udflugt til den bortgemte kirkegård i Jørlunde. Da jeg var der med Kaj, var det en dejlig sommerdag, og jeg kan varmt anbefale læserne at tage en udflugt dertil.

Køge Ås og Grundtvigs grav har jeg besøgt med fruen, og hvis du besøger Køge på en spændende markedsdag, er Køge Ås også et dejligt og historisk område. Reventlowfamilien ligger på en endnu mere skjult kirkegård, men det er en helt anden historie.

God tur.

Ole